Forrige weekend blev der afholdt Dirty Jutland for 9. gang. Som en optakt til vores egen DRIVVEJEN sendte vi tre af vores reportere af sted for at teste formen og dele ud af deres erfaringer.
Dirty Jutland er et monument på den danske gruskalender. Hvert år strømmer grusglade cyklister fra nær og fjern til løbet for at bide tænderne sammen og holde rammen i sporet hele vejen op langs den jyske vestkyst til en velfortjent målsticker og burger i Skagen.
Løbet tilbyder 4 distancer. 130km Fra Slettestrand til Skagen. Grinder på 220km fra Klitmøller til Skagen. XL på 450km fra Blåvandshug til Skagen. Og i år med den helt nye tilføjelse Helt Sårt på 580km hele vejen fra grænsen til Skagen.
Dirty Jutland er enormt velarrangeret, festligt og meget populært. Hvert år kommer nye deltagere til, samtidig med at mange vælger at vende tilbage år efter år. Igen i år var der komplet udsolgt på samtlige distancer.
Hvis man først har været med, forstår man godt hypen. Blandt mange andre gengangere var 2 af vores udsendte, Rasmus og Lasse, netop tidligere deltagere, der bare ikke kunne stå for fristelsen til at komme igen. Vores 3. Anne-Dorte var debutant, og havde længe haft DJ i kikkerten som et af hendes helt store mål i 2026. Her er hvad de fortæller:
RASMUS
Strategi og taktik.
- Havde du en plan, pacing strategi eller kørte du bare efter flowet på dagen?
Jeg kom egentlig til start uden den helt store plan, dog var mit store mål at lytte til kroppen og bruge min erfaring fra tidligere. Jeg har efterhånden nogle ganges erfaring med det her løb, godt nok på den almindelige XL distance, men jeg kom med en OK mavefornemmelse om, at jeg nok skulle kunne gennemføre. Tiden har været lidt mere knap til træning. Der er 2 børn og et fuldtidsjob, der tager lidt for meget af tiden.
Mit hovedmål var at sidde med fronten så længe som muligt. Da vi nåede Esbjerg med ca. 100 km. måtte jeg dog sige til mig selv, at der gik grænsen for mig. De 3 gutter som havde mest at skyde med, havde simpelthen et andet niveau end mig. Jeg tænker der kom lidt erfaring frem i mit hovede. Så jeg bakkede af sammen med 2 andre deltagere, Henrik og Christian. Jeg lå noget højere på watt og puls i forhold til hvad, jeg ville kunne holde til i små 600km.
- og hvad med energi og mad stoppede du i depoter, havde du det hele på cyklen eller havde du support?
Jeg har altid min gamle far til at køre support for mig. Det er simpelthen en kæmpe hjælp. Det gør at jeg kan nøjes med 2 dunke og en mindre top tube bag på cyklen. Så det er et ret light race setup. Han holdte i alle depoter og var klar med mit eget energi osv. Ydermere stod han 2 ekstra steder, da der var lidt længde imellem nogle af depoterne. Jeg kan også have lidt flere forskellige ting med i bilen. Så jeg har altid lidt pizza, kage, chips osv. Med.
Overordnet.
- Hvordan gik det?
Jamen i bund og grund, så virkede det hele faktisk. Jeg var spændt til starten om hvordan det ville gå. I og med min hverdag er noget presset, så har jeg ikke haft de der 8-11 timers træningspas, som jeg normalt har tid til. Så der er blevet trænet en del anderledes i år end jeg plejer. Så jeg var lidt nervøs for hvordan kroppen ville virke efter 300 km. I sadlen. Da det trods alt er over 2 år siden, jeg har været over 200 km.
Men det var faktisk de første 300 km. Jeg var mest presset, det var som om der først kom rigtig hul igennem da natten var slut, og det blev lyst igen. Det var en ret vild oplevelse. Selvfølgelig var jeg træt og brugt, men det var som om at der lige blev slået over på dieselbrændstof, og benene bare slog væk fra hjernens signaler om, at der ikke var mere at træde med. Men som min træner har sagt til mig, så husker kroppen, hvad den har været udsat før, og den kan mere end man lige går og regner med. Det må jeg bare give ham ret i. Så den sidste 1/3 del af løbet havde jeg mest Henrik i mit baghjul. Han havde så trukket som en hest i den midterste 1/3 del. Så vores makkerskab var helt i top. Vi havde desværre mistet Christian ved Oddesund depotet.
Grej
- Hvad kørte du på af cykel, dæk og lygter?
Min cykel i år er en Cube Nuroad C:62 Race med 2×12 Shimano GRX DI2, som har fået lidt små opgraderinger. Har opgraderet hjulene til et sæt Zipp 303 XPLR SW hjul. Jeg kører med Specialized Pathfinder 50C dæk. Lille toptube bag til snacks og en powerbank og så en lille saddeltaske til en ekstra slange og en lille omgang toiletpapir (man ved jo aldrig). Min computer er en Garmin 840, den holdt strøm hele turen, så jeg fik ikke brug for min powerbank, men den er nu rar at have med for sikkerheds skyld. Af lys kørte jeg en let opsætning for forlygten. En Sigma Buster 1600 som kørte på laveste blus, mener det er 400 Lumens, men jeg synes det er nok til at køre de store grusveje. Jeg er dermed fri for et stort batteri, der skal sættes fast på rammen et sted, og baglygten er en Specialized Flux 250 lumens.
- Hvad med tasker og tøj?
Jeg kørte stort set i samme tøj fra start til slut. Der var dejligt lunt i år, så jeg havde ikke brug for skoovertræk osv. Havde et par fleece bibs og løse ben på, uldsokker, spring/fall baselayer med korte ærmer, langærmet jersey i uldblend, halsedisse og en tynd vindvest. Da natten kom, havde jeg lige et par tynde handsker på i de første 10-15 km efter hvert depot, men de røg hurtigt om i lommerne, da det simpelthen blev for lunt for mig. Jeg havde en vindjakke med i bilen, som jeg tog på i stedet for vesten i mellem 2 depoter om natten. Det var ikke nødvendigt, men jeg var lidt bange for at blive kold. Men jeg fik det til gengæld for varmt, hvilket jo heller ikke er optimalt.
Øjeblikke
- Hvad var det bedste øjeblik?
Det bedste på turen var faktisk at køre sammen med Henrik igen. Jeg har kørt et tidliger DJ XL med ham, han er bare en klasse fyr. Et andet højdepunkt var at mærke at kroppen bare blev ved og ved, selv om jeg virkelig havde kriser de første 2-300 km. Og at jeg bare kunne acceptere det, og hele tiden tænke på, at der nok skulle komme hul igennem. At det hele så gik op efter lysets frembrud, og der virkelig kom hul igennem, var simpelthen den vildeste følelse. Det er en læring jeg vil tage med videre til andre løb. Og så står min familie altid i sidste depot, det er en kæmpe forløsning at se dem. Og der er sgu lidt vand bag brillerne når man får en krammer af sin dreng på 4 år, og kan kigge på sin kæreste der holder vores mindste dreng på 1 år, og så give dem en krammer bagefter. Det giver lige det sidste boost til at komme det sidste stykke til Skagen.
Har du et godt råd eller en anbefaling til andre der sidder derude og godt kunne tænke sig at prøve at køre DJ eller noget lignende?
Til slut vil jeg sige, at alle der sidder med den mindste lyst til at køre længere løb, skal bare få det sat i søen. Det er så fedt at se vi står små 30 mand ved grænsen, og vide at der står små 80 ved fyret i Blåvand. Da jeg kørte mit første DJ XL var vi små 40 mand til start. Det er en fed måde at flytte grænser og prøve sig selv af på.
Anne-Dorte
Dirty Jutland – mere end bare et cykelløb
Det startede egentlig ret uskyldigt. En snak med en kollega, lidt nysgerrighed – og så det klassiske mønster: jeg har det med at sige ja til ting, før jeg helt har tænkt over, hvad det egentlig kræver af både tid og udstyr.
Pludselig stod jeg med en billet til Dirty Jutland – Grinder 220K.
Heldigvis har jeg en fantaktisk træningscoach som altid griber mine idéer og får lavet en plan som passer til min hverdag.
I september købte jeg min første “rigtige” gravelcykel. Den skulle jeg jo bruge.
Målet var simpelt: gennemføre 220K.
Fra ego til fællesskab
Da jeg tilmeldte mig, var målet klart: gennemføre.
Under træningen ændrede det sig lidt: Kør smart og undgå at ramme muren.
Men i ugen op til Dirty Jutland, ændrede det sig igen.
Jeg havde en kollega med på samme rute, og det viste sig, at jeg var den stærkeste på dagen – både fysisk og mentalt. Det ændrede mit fokus. Pludselig handlede det ikke længere om mig selv, men om at vi begge kom igennem.
Mit mål blev derfor: Fællesskabet over egoet.
Vi lavede en aftale – slow but steady, og godt humør hele vejen.
Strategien – energi ind og ud
Min længste tur på gravel inden løbet var 135 km, og den lå kun fire uger tilbage. Jeg var altså stadig helt ny i de lange distancer.
Planen var derfor simpel: Start roligt, mærk kroppen, og undgå at ramme muren.
Jeg havde energi og væske med til de første 4–5 timer, og derefter skulle jeg tanke op via min support undervejs. Jeg havde planlagt hjemmefra, at der skulle indtages omkring 1000g. kulhydrater, så det havde jeg pakket hjemmefra. Energi til kroppen er Alfa og Omega, når man skal arbejde så mange timer.
En dag med overskud.
Planen holdt – og faktisk mere end det.
Turen gik overraskende godt. Jeg havde overskud hele vejen, og da jeg ramte målstregen, sad jeg med en følelse af, at jeg kunne fortsætte. Flere kilometer? Intet problem.
Det er en ret vild følelse efter næsten 10 timer på cyklen.
Jeg er stolt. Ikke kun over distancen, men over det mentale overskud – både til mig selv og til at hjælpe en anden hele vejen igennem.
Grej der gjorde forskellen.
Jeg kørte på en Cannondale Topstone Lefty 2 med 44 mm dæk. Komforten fra affjedringen var guld værd på de lange grusveje og knoldede skovbunde.
Jeg var i tvivl om dækkene op til løbet og spurgte Lasse til råds (Tak for dine input!), da de er ret grove og tunge, men valgte at holde fast. Når tiden til nye dæk kommer, bliver de dog skiftet til Caracel Gravel TLR Hardskin 700×45.
Opsætningen var ellers enkel og fungerede godt:
Sadeltaske med værktøj og CO2
Toprørstaske med energi (Nduranz Gel 45 og Training Bar 30)
USWE væskeblære med energidrik. (Nduranz NRGY Drik 90)
Min gamle cykelcomputer begyndte at kæmpe med batteritiden på de lange ture, så jeg opgraderede til en Garmin Edge 1050 – et valg der fjernede en potentiel stressfaktor.
Tøjmæssigt ramte jeg plet med lag på lag i uld og vindtæt yderlag – komfort hele dagen, uden at fryse eller overophede.
Højdepunkter og lavpunkter.
Hele dagen føltes egentlig som ét langt højdepunkt. Dirty Jutland er ekstremt velarrangeret – fra depoter til rute.
Men hvis ét sted virkelig bed fra sig, så var det trapperne ved Bulbjerg. Især lige efter at have været igennem vand til knæene. Den kombination var… brutal.
Til gengæld var variationen på ruten fantastisk: sand, vand, grus og den rå nordjyske natur. Det er 100% en oplevelse – ikke bare et cykelløb.
Hvad jeg tager med videre:
Den største læring er egentlig ret simpel:
Jeg kan mere, end jeg selv tror.
Og når man passer sin træning, så følger overskuddet med.
Råd til andre:
Hvis du overvejer Dirty Jutland – gør det.
Der er plads til alle, og du behøver ikke starte med de længste distancer. Det vigtigste er oplevelsen.
Hvad så nu?
Jeg ved én ting:
Jeg sidder klar, når billetterne til 2027 bliver sat til salg.
Og så er jeg selvfølgelig på jagt efter et lignede arrangement – måske 300K?
Lasse
Hvorfor valgte du at køre Dirty Jutland – Helt Sårt 2026?
Sidste år kørte jeg mit første Dirty Jutland, og elskede det. Det var også mit første løb over 200km og det smagte kun af mere. Siden stak det lidt af og jeg kørte både et 300km løb, flere 200+ events og toppede det med en solo tur rundt om Fyn på 440km og en Sjælland rundt tur i december på 600km ( https://www.youtube.com/embed/O6lPE8bUJKQ?si=-AcAl_s9C0HzADk8 ). Da jeg så, at de i år ville udvide med en ny rute hele vejen fra grænsen til Skagen, var jeg solgt. Det lød akkurat så hårdt, dumt, fedt, modbydeligt og episk, at jeg overhovedet ikke var i stand til at sige nej.
Strategi og Taktik.
- Havde du en plan, pacing strategi eller kørte du bare efter flowet på dagen?
Min plan var ligetil: at gennemføre så hurtigt som muligt. Jeg har kørt over 600km før på lige under 24 timer, så jeg vidste godt, at jeg kunne klare distancen og timerne i sadlen. Men det var på en solotur, hvor jeg kunne tillade mig selv at pace ret konservativt, for ikke at risikere at gå for meget ned. Jeg har aldrig kørt så langt et løb før, og skulle bruge det som en formtest for at blive klogere på mine styrker og svagheder.
Jeg skal bl.a. køre Badlands senere på året (800+km) og ville gerne vide hvad jeg rent faktisk har saft til til, hvis jeg ægte presser citronen.
- og hvad med energi og mad stoppede du i depoter, havde du det hele på cyklen eller havde du support?
Jeg valgte at køre unsupported og havde al min energi på cyklen. På den måde var jeg ikke afhængig af depoter og behøvede kun at stoppe for at tanke vand et par gange.
Jeg pakkede til 60g kulhydrat i timen + lidt ekstra hvis nu det skulle blive nødvendigt. Fordelt på geler, vingummirouletter, mini pandekager, oat bars og tørret mango + en bar med lidt protein hver tredie time. Jeg havde også lidt ekstra koffein geler. De plejer at virke meget godt, selvom de smager frygteligt.
Overordnet.
- Hvordan gik det?
Jeg forsøgte at holde mig til frontgruppen i starten og være med til at sætte pres på, så vi fik splittet gruppen et par gange. Men jeg vidste også godt, at de hurtigste kom til start både med ambitioner og fuld support. Derfor kørte de også et mere aggressivt løb, end mit selv-supportede approach ville kunne følge med i på sigt. Men jeg havde brug for at gøre det hårdt for mig selv, for at lære hvordan regningen ville føles.
Efter små 3 timers semi-ræs ud af startboksen, valgte jeg at slippe og køre mit eget løb. På det tidspunkt lå jeg som nummer 7.
Men da vi nåede Blåvandshug og skulle skifte rute til xl-ruten, kom jeg til at trykke “route to start” på min Wahoo-enhed og blev ledt i et loop ned til fyret, som ikke var en del af vores rute. Jeg kendte ikke den del af ruten, og spottede det først for sent. Det kostede mig ca. 10km ekstra og +20minutter. Der smed jeg i hvert fald min top 10 placering.
Kæmpe fejl. Jeg havde ikke nogen ambitioner om placering forud for løbet, fordi jeg godt vidste at min nul-support strategi alligevel ville betyde, at jeg i hvert fald ikke ville kunne blande mig helt fremme. Men det irriterer mig stadig her efter, at jeg kunne have kørt med om noget imellem en 5.-8. plads og må “nøjes” med en 12. plads pga så dum en fodfejl.
Grej.
- Hvad kørte du på af cykel, dæk og lygter?
Min cykel og mit set-up spillede 100% hele vejen. Det var mere rytteren, den var galt med. Jeg kørte på en BENBEN gravel Titanium ramme og zipp xplr sw hjul med 2,2 dubnitals. Jeg sværger, efter 10 timer mærker hele din krop virkelig en forskel på den ekstra affjedring, som den ekstra bredde og det lavere dæktryk, du kan tillade dig med så brede sutter, det giver. Titanium har også lidt ekstra flex i forhold til carbon, og er for mig at se det ideelle valg, hvis du gerne vil køre ægte langt på ægte rough underlag.
Derudover havde jeg sat aero bars på mit styr og både en Knog Blinder x 2300 lygte på cyklen og en Gloworm cx core 1750 lumens lygte på hjelmen.
- Hvad med tasker og tøj?
Jeg havde en 1,5l restrap race top tube bag mest til powerbank, lygtebatteri, elektronik og pumpe og lidt ekstra kædevoks. En Silca saddel taske med back up slanger, geardrop, kædelink og multitool. En 3l geosmina frame bag proppet med energi. 2x750ml dunke fyldt med sukker nok til 3 timer og 2l rent vand i en POC hi vis hydration vest. Jeg er 170 høj og min ramme str. 54 har ikke plads til større dunke, hvis frame bag’en også skal sidde der. Men med det jeg kan fitte på den som her, behøver jeg kun stoppe og fylde vand på 3 gange i løbet af 24 timer.
Jeg havde lange thermal bibs på benene og langærmet tabasco jersey fra Willing Able samt en vind vest. Jeg havde en merino baselayer på og merino sokker i Shimano S-Phyre sko med WA toe warmers.
Jeg tog handsker på i løbet af natten. Det var lidt til den varme side, særligt i den hårde start. Men jeg frøs aldrig om natten, og jeg vil hellere have det for varmt end for koldt. Hvis du først begynder at fryse, bruger kroppen kun endnu mere energi og det havde jeg ikke energi-budget til i det her set up og jeg vidste ikke på forhånd hvor varmt/koldt/vådt det ville blive. Vejrudsigten skiftede en del i dagene op til ræs.
Øjeblikke.
- Hvad var det hårdeste eller værste øjeblik på turen?
Jeg led mere de sidste 10 timer af turen end nogensinde før på en cykel.
Men jeg havde jo selv bedt om regningen, så det var helt efter planen. Jeg lå de første 2 timer solidt oppe i nærheden af mine all time peak watt, selvom jeg stadig følte jeg ikke var på limit, så jeg havde en god dag. Men det kostede selvfølgelig kræfter, og det er nok ikke så mærkeligt, at jeg havde det lidt som en brugt sæk kartofler de sidste 100km.
- Hvad var det bedste øjeblik?
Det lyder måske sindssygt. Men jeg nød det faktisk hele vejen. Også selv da jeg hadede det allermest, og det føltes som om Jylland blev ved med at opfinde kilometer, bare for at smide dem ind foran mig. Det var klart noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet på en cykel. Men jeg elsker virkelig at cykle. Og jeg synes jeg er enormt heldig at jeg overhovedet kan få lov til, bare at sidde dér på en genial cykel, der spinder i 24 timer og ikke skal andet end bare at træde, æde og drikke. Det er jo på mange måder meget nemmere at forholde sig til end det mentale bombardement, livet normalt er på en almindelig dag.
Takeaways.
- Hvad tager du med videre til dit næste løb eller bare i livet generelt?
Først nu føler jeg, at jeg ægte forstår hvor lang Jylland rent faktisk er. Det er jeg faktisk glad for på én eller anden mærkelig måde. Som om der er en kropslig connection mellem mig og den Jyske vestkyst nu. Som om jeg har unlocked et nyt level af geografisk visdom somehow.
Jeg slår stadig mig selv i hovedet over mit resultat. Men det var også en vigtig reminder om, hvor mange ting du konstant skal være skarp på, hvis du vil klare det godt i de her løb. Og måske er det også derfor, at jeg allerede kun er endnu mere tændt på mit næste løb.
Jeg blev i hvert fald meget klogere på rigtig mange ting til næste gang, og fysisk gik jeg slet ikke helt så langt ned, som jeg havde frygtet. Så mit niveau er åbenbart endnu bedre end jeg gik og troede.
Har du et godt råd eller en anbefaling til andre der sidder derude og godt kunne tænke sig at prøve at køre DJ eller noget lignende?
Jeg synes bare man skal gøre det. Ikke være bange. Hvor galt kan det gå!?
Men klart, jo længere distance des mere forberedelse og træning kræver det. Det kan blive virkelig hårdt at køre 220 hvis du aldrig kører mere end 90km F.eks
Ligesom et par få 200 km ture ikke nødvendigvis klæder dig fysisk på til 580. Men så længe du bare husker at spise og drikke nok, så kan du meget mere end du tror. Man kan jo passende starte med Drivvejen om 6 ugers tid.