Kort Nyt
Live opdateringer og korte nyheder fra Polkadot Avisen
Har du en historie vi mangler, så skriv til vores mail
Danskerne dominerer toppen af Santa Vall
I det store spanske gravel-etapeløb Santa Vall har de danske elite-graveluers været i aktion. Mads Würtz Schmidt vandt første etape, hvor Andreas Stokbro tog 5.-pladsen og Jonas Lindberg, der for godt 14 dage siden sejrede i Ronde van Ryttergrøften, endte som nummer 8.
På 2. etape blev Mads Würtz desværre slået af Wout Alemann, en belgier med rødder i cross og MTB. Tobias Kongstad og Andreas Stokbro tog sig af hhv. 5.- og 6.-pladsen, mens Lindberg igen nappede 8.-pladsen.
Disse placeringer blev også danskernes placeringer i det samlede klassement
Det må siges at være en mere end godkendt sæsonstart for de danske gruskrigere!
Endnu en dansk sejr på den anden side af jorden
Danske Tobias Lund Andresen, der fra i år kører for Decathlong, tog søndag morgen endnu en World-Tour sejr, da han blev første mand over stregen i Cadel Ewans Great Ocean Road Race.
Det er nu blevet til 2 sejre på øverste niveau for Tobias, der virker til at have taget noget af et kænguruspring i den rigtige retning med vinterens holdskifte.
Nye Danmarksmestre i CX
I weekenden blev de danske mesterskaber i Cyklecross afgjort. På den frosne og snefyldte bane genvandt Daniel Weis Nielsen titlen hos herre-eliten foran Sebastian Fini og Bailey Groenendahl, mens Ann-Dorthe Lisbygd vandt hos kvinderne foran Mille Foldager Nielsen og Mathilde Ryth Leegaard(Som stillede op i U17).
Polkadot Avisen ønsker de nye Danmarksmestre tillykke!
Mads Würz skifter til Specialized Off Road
Den tidligere Danmarksmester på landevejen og nuværende Europamester på grusen forsætter sin strålende gravel-karriere hos Specialized Off Road. Efter gravel-debut-året hos Pas Racing, hvor han vandt og hentede top-placeringer i flere store løb, herunder The Traka og UCI gravel Blåvandshuk, har han valgt at prøve lykken hos fabriksholdet for den gravelcykel han også kørte på i 2025.
Virksomheder eksperimenterer med covers til bremseskiver
Intense Factory Racing og J-Tech arbejder på 3d-printede covers til bremseskiver. Dette produkt er lavet med afsæt i downhill mountainbiking, men også i gravelcykling vil beskyttelse mod mudder og stenslag mod bremseskriver give større sikkerhed, særligt i krævende terræn og vejr.
Team Give Steel og Pronghorn lancerer gravelhold
Kontinentalholdet Team Give Steel starter en nyt top-niveau gravel hold med danske Pronghorn som parter og cykelsponsor. Holdet kommer til at bestå af 6 ryttere fra landevejssektionen af Team Give Steel, og ambitionen er, at deltage i de største danske løb samt UCI World Cups.
Nye Regler til DCU Gravel Cup
DCU’s Gravel Cup fortsætter som forventet i 2026. Dog bliver der lidt ændringer i formatet. Ud over at der arbejdes på at tilføje en 5. afdeling, bliver det samlede klassement fremover baseret på rytternes 3 bedste resultater. Den for klassementet obligatoriske finaleafdeling kommer til at afgøre evt. point-lighed.
Polkadot Avisen – Nu med Korte nyheder
I sektionen vil vi fremover samle korte nyheder fra grus-verdenen. Det vil være alle de små historier vi falder over, spændende resultater, nye løb i Danmark og meget mere.
Det bliver ikke lange, journalistiske mesterværker, men blot en måde hvor du kan holde dig opdateret på hvad der sker på gruset i Danmark!