Nytårsaften 2025, gående ind i 2026, fik jeg en besked i gruppechatten med en flok gutter fra byen, der cykler sammen på landevej og grus; De ville køre hærvejsløbet 100 km Gravel i juni måned.
I 2025 havde jeg kørt tre events på 120-135 km, og havde lovet mig selv at nu skulle jeg til at cykle mere regelmæssigt, så jeg så det som den perfekte motivation til at komme ind i rutinen igen.
Jeg købte billetten, og begyndte så småt at lave en realistisk plan for at trappe op, så de 100 kilometer ville blive mere en oplevelse, og ikke endnu en udfordring på grænsen af min fysik.
Året startede fint med nogle gode ture, når vejret tillod det og lidt på hometraineren. Men med familie, arbejde, diverse projekter og adskillige overspringshandlinger, kom jeg aldrig rigtig i gang i vintermånederne.
Da foråret så nærmede sig, og muligheden for at cykle til og fra arbejde begyndte at være tæt på, gik det lidt mere galt for min forberedelse:
Jeg væltede på en morgentur og brækkede armen. Det resulterede i en pause fra cyklen på 4 til 6 uger.
I alt var det blevet til sølle 400 kilometer på cyklen de seneste 7 måneder, og tvivlen begyndte at melde sig i ugerne op til løbet.
Jeg har før kørt 130 kilometer i cirka samme forfatning, men det var ikke nogen rar oplevelse. Og vejrudsigten for løbsdagen begyndte også at fylde lidt i hovedet.
Flere websites meldte om forholdsvist varmt vejr, og jo tættere vi kom på løbsdagen, jo højere blev den forventede temperatur: 33, 34, 36 grader..
Et andet projekt jeg heller ikke var lykkedes med var nok det vigtigste: rygestop. Havde prøvet af flere omgange det seneste år med diverse hjælpemidler, men når man ikke formår at holde fast, så hjælper det ikke.
Så dårlig form, lettere besværet vejrtrækning og udsigt til den varmeste dag, jeg kan huske, fyldte mere og mere i mit hoved. Men hvad skulle jeg gøre nu? Jeg ville ikke bakke ud, for jeg vidste at jeg ville fortryde ikke at have taget udfordringen.
I weekenden inden Hærvejsløbet, afholdte vi Drivvejen Unfiltered i Blaavand. Og det blev en helt fantastisk weekend. Over 100 glade ryttere gennemførte distancer mellem 85 og 500(!) kilometer. Og hver og én kom i mål med et lille smil på læben, selvom de var dehydrerede, beskidte og ømme.
Og hver eneste gang blev mit smil en smule større. Det er præcis den følelse, jeg elsker, når man kommer i mål efter at have givet sit hoved og sin krop en seriøs udfordring.
Så er det overstået, og man har klaret noget, man i timevis har været i tvivl om overhovedet burde være lovligt.
Bandet sig selv og arrangørerne langt væk, skældt ud på træerne, sandet, bumpene på græsmarken og hvad man ellers kunne rette sin irritation mod.
Da vi havde stået hele aftenen og hele natten, og taget imod den ene rytter efter den anden, der havde klaret det, var jeg fuldstændig overbevist; jeg skulle da køre næste weekend. Og jeg skulle nyde det!
Forberedelserne
I ugen op til begyndte jeg at tage opgaven ret alvorligt. 4-5 timer i 35 grader kunne godt gå hen og blive et problem for min fysik. Det krævede forberedelse.
Jeg læste op på elektrolytter, vandindtag og preloading. Min til tider irriterende tendens til at foregribe det negative og risikostyre ting trådte i kraft.
Pludselig handlede alt om elektrolytter, kulhydrater og væske. Jeg læste alt, hvad jeg kunne finde, og planen blev mere og mere kompliceret. Det var nok bare min måde at kompensere for manglende træning.
Jeg fik købt en 2-liters hydrationbag, som heldigvis blev leveret dagen inden. Den blev fyldt halvt med elektrolytblanding og røg i fryseren. 2 x 950 ml dunke blev klargjort. 6 gels frosset, 6 gels i tasken plus lidt chews og pakker med energipulver til depoterne.
Jeg pakkede kun det mest nødvendige værktøj, nærmest for optimistisk under normale forhold. Alt andet måtte vige for ekstra vand. Det føltes næsten forkert at have så lidt med, for jeg ville for alt i verden ikke belemre min kæreste med at skulle fylde bilen med børn og komme og hente mig i en skov mellem Rebild og Viborg.
Cyklen var klar, rengjort og smurt som sjældent før. Taskerne var pakket og klar, og jeg var fyldt til randen med salt, vand og carbs.
På morgenen for løbsdagen var der ikke mere at gøre. Morgenrutinerne blev klaret og vi tog af sted mod Rebild. Nervøsiteten var en anden end før. Jeg vidste, at i dag handlede det ikke om ben. Det handlede om at dosere tiden i de høje pulszoner nøje og at huske at trække sig, inden man koger helt over.
Jeg følte mig klar, da jeg mødte gruppen på parkeringspladsen ved start. Numre blev hentet, chips sat på, og kort efter stod vi i startboksen.
I gruppen var der bred enighed om ikke at køre for stærkt, men det er jo en definitionssag.
Da varmen ramte
Starten gik og jeg indfandt mig hurtigt sammen med de andre i den forreste del af vores startgruppe. Jeg følte en smule overskud og cyklen spillede.
Vores gruppe snakkede lidt sammen og halvdelen ville give mere gas. Jeg var sådan lidt blandet, men følte mig egentlig okay, og pulsen lå pænt hvor jeg ville have den.
Da de forreste trådte til, forsøgte jeg at følge med, men så snart jeg rundede 300 watt steg pulsen direkte mod max og benene forsvandt.
Der kunne jeg med det samme mærke at jeg skulle holde mig til planen. Ingen heroics, bare stabil kørsel. Jeg lod dem sejle væk og fandt et mere udholdeligt tempo.
Et par minutter efter følte jeg mig okay igen, og holdt mit moderate tempo frem til første depot. Nogle overhalede jeg, andre overhalede mig, men jeg havde dog overskud til ikke at presse mig selv til at indgå i samarbejde med nogen.
Det hele handlede om at køre på følelsen og pulsen.
Jeg mødte kort de hurtige fra min gruppe ved første depot, og lidt overmodigt forsøgte jeg at følge dem ud af depotet efter at have fyldt mine flasker. De forsøgte at opmuntre mig til at køre med dem, med lovning om at de også ville gasse lidt ned i varmen. Problemet var, at jeg var så meget på grænsen, at jeg ikke kunne følge andres fart. Der måtte kun være min egen.
At følge deres rytme fik mig helt i rød zone, og nu var varmen for alvor ved at sætte ind.
Mens jeg lå med puls 185 efter at have forsøgt at indhente dem på et landevejsstykke, ramte vi noget løst grus. Det tog al farten ud af cyklen og jeg oplevede hvad der skulle blive den værste side af varmen: I høj fart var vinden dejligt kølende, og det føltes nærmest udholdeligt. Men så snart man kom under 20 km/t, og vinden var minimal, ramte varmen som en hammer.
Så når jeg var på grænsen og skulle træde cyklen i gang, var det som at gøre det foran varmluftsovnen med åben låge. Modbydeligt. Og det gentog sig igen og igen. Som en dobbelt straf for ikke at være i form. Men man ligger som man har redt; rigtig skidt..
Ruten skiftede konstant karakter. Hårdt grus, løst grus, sand og knoldede græsmarker. Der var rigeligt med måder at lide på.
Jeg husker ikke meget fra turen, og slet ikke særligt sammenhængende, men et stykke på lidt over 1 kilometer over en græsmark var lige ved at være grænsen for mig. Magen til bumlede underlag skal man virkelig lede efter, og på grund af det lange, nedkørte græs, kunne man ikke se hullerne i sporet.
Det var svært at få cyklen op i fart, og hvert bump gav et smertefuldt stød i lænden, min begrænsede coremuskulatur var ved at være opbrugt. På det stykke var jeg virkelig i tvivl om jeg skulle stå af, men heldigvis stoppede det, og blev afløst af en sektion med landevej, så kroppen kunne komme sig lidt.
Tanken om en lille pause i skyggen blev mere og mere overdøvende.
Omkring halvvejs gav jeg efter. Jeg fandt en plet skygge, satte mig i græsset med en smøg, lidt vand og lod pulsen falde. Mens jeg sad der, omringen at alverdens insekter tiltrukket af sveden, overvejede jeg, om det egentlig var nødvendigt at fortsætte. Ingen ville bebrejde mig det. Men efter at have set ansigterne på flere forbikørende, og konkluderet at de fleste havde en rigtig hård dag, rejste jeg mig igen.
Jeg satte i fart, og indhentede nogle mindre grupper igen ret hurtigt, men mindede mig selv om at jeg skulle undgå for meget selskab.
Så længe jeg 100% selv styrede indsatsen, og ikke lod mig forføre til et samarbejde, kunne jeg holde mig på den rigtige side af sammenbruddet.
Undervejs mod 2. depot efter 82 km, mødte jeg flere der også kørte alene. Der blev ikke udvekslet mange ord, og jeg ænsede ikke om de lagde sig ind på hjul eller ej. Jeg holdt bare mit tempo.
Undskyld til dem, der undervejs kortvarigt troede at vi skulle følges. Men det var jeg ikke i stand til.
Der blev kørt moderat opad, men enhver nedkørsel, på grus eller landevej, blev taget med så meget fart som jeg kunne, i en desperat jagt på nedkøling i vinden.
Flere gange med hastigheder nedad på grus som ikke var forsvarligt i min forfatning, men jeg havde så meget tunnelsyn, at eventuelle konsekvenser virkede sekundære; der skulle bare vind på kroppen.
Et behageligt møde
Et sted før eller efter 2. depot, på en af grusstykkerne, stod der en dreng sammen med sin mor. I det jeg nærmer mig hører jeg ham råbe “skal jeg sprøjte vand på dig?”. Jeg kører med det samme direkte mod drengen og skriger “JA TAK!”, hvorefter han skyder en seriøs mængde vand direkte i ansigtet på mig. Det umiddelbare kuldegys fra det kolde vand blev på millisekunder erstattet af ren glæde!
Det var turens højdepunkt. Iskoldt vand ud over det hele. Kæmpe tak til de jer!, det gjorde en stor forskel . Selvom vandet var fordampet få minutter senere, gav det den sidste energi, og jeg mærkede virkelig effekten.
Jeg vurderede at jeg havde vand nok til mål, så jeg ofrede en hel dunk for løbende at hælde vand over mig selv, primært lige inden nedkørsler, for at forstærke vindens kølende berøring.
Med 15 kilometer til mål kunne jeg mærke, at kramperne ikke var langt væk. Herfra blev der fokuseret på høj kadence og at undgå at skulle accelerere for meget. Det var også cirka heromkring, at jeg drømte mig over på landevejsudgaven af løbet. Hvert et grusstykke stjal min hårdt oparbejdede fart og påførte mig mere varme, og det blev bare ved og ved.
Endelig ramte jeg noget bebyggelse, som jeg tænkte måtte være udkanten af Viborg. Cykelstier, mere trafik og nu også mange gående fra Hærvejsmarchen. Så vidste jeg at lidelserne snart var ovre.
På det sidste stykke op mod målstregen så jeg mange tomme ansigter. MTB’ere, Graveluers og landevejsryttere. Enkelte stadig med fart og vilje i fremdriften, men de fleste var ramt. Det havde været en meget hård dag for langt de fleste.
Målstregen
Da jeg krydsede den velkendte blå måtte ved indgangen til gågaden i byen, stod nogle af de hundredvis af fantastiske hjælpere klar med koldt kildevand. Jeg var klar til at smide cyklen og sætte mig et sted i skyggen. Men jeg havde lige glemt, at det jo er en mindre folkefest i byen, så turen var ikke helt slut. I de vindstille gader i Viborg skulle der trilles, hvad der føles som flere kilometer op til kaserneområdet hvor festpladsen og den endelige målstreg var.
Da jeg kom op til kasernen, gik det op for mig, hvor stort arrangementet egentlig var. Overalt stod ryttere, hjælpere og pårørende. Men jeg havde kun to ting i hovedet: skygge, og så at få mine cykelsko af.
Jeg skulle dog lige sidde i et kvarter i skyggen med mit vand og mine tanker, inden jeg parkerede cyklen og fandt de fra gruppen, der var kommet i mål før mig. Alle glade, udmattede og stolte.
5 timer, herunder 20 minutters stilstand, 35 grader, 9 liter væske og en gennemsnitspuls på 160. Havde jeg set de samlede tal på forhånd, var jeg nok blevet væk. Men hold da op, hvor jeg er glad for at jeg deltog, bekæmpede de indre opgivende stemmer og kom i mål.
Virkelig stolt. Ikke så meget over tiden. Men over at have stillet op og gennemført.
Det slog mig bagefter, at jeg de seneste år flere gange er mødt op til de længere løb uden at være i den form, jeg havde drømt om. Alligevel er det altid de dage, jeg husker bedst. Ikke fordi de går hurtigt, men fordi de minder mig om, hvorfor jeg elsker gravel. Man finder ikke sig selv, når det går let. Man finder sig selv, når man har lyst til at stå af. Og det har jeg ofte!
Næste år bliver det 175 kilometer.
– Kenneth
