Denne klumme er skrevet af Morten Aamand, der driver cykelhotellet La Ventera med sin familie. Holdninger og synspunkter i disse klummer er Mortens.
God læsning!
Den her klumme skal handle lidt om trafik. Om cyklister. Om bilister. Om de gående. Om os alle sammen. Om Danmark og om Spanien. Og jeg stikker måske hånden ned i en hvepserede nu. Eller hånden ned i en skraldespand på et af Festinas hoteller under Tour de France i 1998, for der er en vis risiko ved det. Men det er noget, jeg har haft lyst til at italesætte længe uden dog at gøre noget ved det, men tidligere på sommeren hørte jeg en kommentar på Indre Nørrebro, der gav mig lysten til at sætte mig ved tastaturet. Kommentaren kom fra vores 7-årige datter.
Vi har i juli og august holdt sommer i Danmark, og kort efter ankomsten til København var jeg ude at gå en tur med begge vores piger. Vi skulle på legeplads, og vi skulle krydse Guldbergsgade. Det er en gade på Indre Nørrebro. Den løber paralelt med Nørrebrogade, men den er lukket af i den ene ende og slet, slet ikke så traffikeret som Nørrebrogade. Da vi kom hen til fortovet, sagde jeg til pigerne, at de skulle stoppe op og kigge sig godt for, inden vi gik over vejen. Venstre, højre, venstre som minimum. I kender det. Jeg kunne se, der kom en bil fra højre og en cykel fra venstre, så jeg holdt ekstra fast i pigernes hænder, selvom de to tungere trafikanter var et stykke væk, og der ellers var ganske roligt på Nørrebro. Ingen lastbiler, ingen ladcykler, ingen el-løbehjul, ingen skyderier.
Pigerne ville gerne over vejen, men vi ventede pænt, og først da bilen og cyklen havde passeret os, gik vi over vejen. Lige efter bogen her i Danmark. Da vi var kommet over på den anden side, kom kommentaren, som i min optik indrammer hele problematikken omkring konflikterne i trafikken, fra vores datter på syv år.
Far, hvorfor er der ingen, der stopper for os ligesom i Spanien?
Og det er jo et virkelig godt spørgsmål, som, jeg synes, rammer hovedet på sømmet. Der er jævnligt historier om uheld og påkørsler af cyklister på vejene, og der er snak om nye love, som skal beskytte de små i trafikken, men spørgsmålet er, om lovgivning overhovedet vil ændre noget. Vi har boet snart fem år i Andalusien, og hver gang vi kommer hjem, oplever vi det samme. Der er stort set ingen, som passer på andre end sig selv i trafikken. Her i landet passer man ikke på de bløde trafikanter, men de bløde trafikanter skal passe på sig selv. Sådan føles det. Det er stik modsat i vores del af Spanien. Her passer alle på den lille i trafikken, og det er fantastisk rart og trygt. Både som en familiefar og cyklist.
Det gælder altså både, når vi er ude med børnene, og når jeg er ude at cykle. Alene eller med gæster. Det gælder, når en ældre dame vil krydse vejen, når unge begravet med hovedet i telefonen skal fra fortov til fortov, og heldigvis også når en lidt for tung cyklist i stram lycra kæmper sig op af en lille bjergvej. Det gælder for alle. Og det gælder i de små landsbyer, på bjergvejene, i kystbyerne og på landevejene. Og så gælder det i de større nærliggende byer. Alle tager hensyn.
Vores gæster på La Ventera siger det samme. Det er en af de ting, som de nævner igen og igen. Trafikken. Tålmodigheden. Hensynet og den gode stemning. Vi er omgivet af små, kringlede bjergveje, hvor det for både cyklister og bilister er svært at få frit udsyn, hvilket gør overhalinger ekstra svære for bilister. Men det er bare ikke et problem. For spanierne er vant til, at man tager hensyn, og de overhaler ikke, hvis de ikke føler sig sikre på, at de kan med den lovpligtige halvanden meters bue uden om cyklisten.
Og ved I hvad? Det bedste er, at bilisterne ikke hidser sig op over, at der er andre i trafikken end dem. De stresser ikke. De bliver ikke sure. De sprøjter ikke med sprinklervæske eller kører farligt tæt på og råber eller dytter imens, som jeg selvfølgelig allerede oplevede en stor hvid kassevogn gøre på en ensom landevej mellem Skanderborg og Ry på min anden cykeltur herhjemme denne sommer.
Eller som jeg oplevede forleden, hvor jeg cyklede alene i den ene side af vejen på smal vej uden cykelsti, og der gik en kvinde med barnevogn og et barn i hånden i den anden side af vejen, samtidig med at der kom en bil bagfra. Bilen sænkede farten en smule, men følte alligevel, at den skulle overhale os begge og køre imellem os. For hvad? For at spare 5-10 sekunder? Det kunne have gået så galt… Eller biler der overhaler på en smal landevej over en bakketop? Det oplever jeg konstant. Det kan gå så galt… Og det er altså også helt almindelige bilister. Ikke kun “bøller”. Den er da helt gal…
Den slags oplever jeg og vi bare ikke i Spanien. Og jeg elsker det. Okay, ret skal være ret. Vi bor også et sted i Andalusien, hvor der er få biler og få cyklister, men selv inde i byen Motril, der med sine 60.000 indbyggere er større end byer som Silkeborg og Roskilde, er oplevelserne de samme. Alle passer på den svage trafikant. De gående og dem på cykel forventer, at bilerne holder tilbage, og det prøver vi også at fortælle vores gæster, inden de skal ud at cykle. Biler og lastbiler viger for cyklister. Cyklister viger for de gående. De gående henter churros.
Jeg har mange gange oplevet, at vores gæster vil vinke bilister forbi, men det fraråder jeg dem også altid at gøre, og jeg har cyklet med gæster, der vinkede bagfrakommende biler forbi, hvor det har været meget, meget tæt på at gå galt. Jeg kan også huske, at jeg i starten selv gerne ville gøre det i Spanien også, for det er en måde, cyklister forsøger at hjælpe bilisten og vise, at vi deler vejen. Og det er også rigtig fint, men når man vinker en bil forbi, så skal man godt nok også være sikker på, at den har fri passage, og det kan være svært på en snoet bjergvej i Andalusien, hvor der samtidig er stor sandsynlighed for, at bilen bagved ikke er en lille rap elbil, men derimod en pletmalet hvid Berlingo fra 1994 med 186 kilo agurker i bagagerummet, som liiiige skal i gang før den får overhalet. Så jeg vinker stort set aldrig biler forbi mere, og det er der også en anden og mere sigende grund til; stemningen i bilen bagved.
Der er nemlig typisk ingen utålmodighed i bilen bagved. Der sidder ikke en bilist, som bander og slår i rattet og presser på for at komme forbi. Heller ikke selvom jeg eller gæsterne eller en hvilken som helst anden cyklist kæmper os opad med 10-15 km i timen på en lille bjergvej. Det er som om, at det bare er, sådan det er, og det accepterer alle. Det er ikke nogens vej. Vi må alle bruge vejene og deler dem i fred og fordragelighed. Uanset tempo, uanset transportmiddel. Selvfølgelig er der også nogle bilister, der kører råddent i Spanien, men jeg føler aldrig, at de gør det på bekostning af eller af irritation over mig som cyklist. Og hvis der en sjælden gang imellem er en, der kører råddent, så er det typisk en lejebil…
I det første år i Spanien, kunne jeg blive ret utilpas, når jeg fornemmede, at jeg havde en bil bagved mig. Det stammer helt sikkert fra de danske landeveje, hvor man aldrig ved, hvad der nærmer sig bagfra. Men frygten for at møde en aggressiv bilist har jeg ikke mere i Spanien, og jeg kan faktisk ikke huske, at jeg har mødt en. Men jeg kan huske, at jeg engang vinkede en bil frem på vej op af stigningen fra Motril til Gualchos, og der fik jeg lige en kommentar med på vejen om, at det skulle jeg ikke blande mig i. Han ville overhale, når han var klar. Og når bilen var klar.
Og jeg vil gerne slutte med endnu en sommer-oplevelse, jeg havde med vores døtre. Denne gang fra det danske sommerland. Vi var i sommerhus i Nykøbing Sjælland, og da vi på vores gamle havelåger cyklede hjem til sommerhuset fra et kort strandbesøg, skulle vi krydse Rørvigvej lige ved Lyngkroen. Det kan man godt sætte noget tid af til. Rørvigvej er en større vej, der løber ind mellem sommerhusområdet og forbinder Rørvig med resten af Odsherred, og her om sommeren kan den være meget trafikeret, og det ligger bare ikke til folk at stoppe op og lade en børnefamilie komme sikkert over. Så vi stod igen, igen, igen i vejsiden og ventede på, at der opstod et stort nok hul i trafikken, så vi kunne krydse vejen. Da omkring 15-20 biler havde passeret os, kom der en stor, flot, hvid Mercedes cabriolet med tonede ruder kørende mod os fra Rørvig. Kalechen var slået op og mine forventninger var endnu en gang helt i bund, men til min store overraskelse bremsede den helt op og skabte det hul, vi forgæves ventede på. Da vi var kommet over på den anden side, sagde vores ældste datter:
Far, jeg tror, det var en fra Spanien i den hvide bil, fordi han stoppede for os.Tror du ikke også det?
Det kunne jeg nemt afvise, for nummerpladen var dansk, og så var føreren formentlig også. Jeg sendte et tak af sted mod bilisten med hånden, men vores datter købte ikke helt min afvisning.
Det kan være, det er en, der har lært at køre bil i Spanien?
Den kunne jeg jo af gode grunde ikke afvise, men jeg svarede, at der heldigvis også var bilister i Danmark, som passede på sådan nogle som os i trafikken, og så kunne jeg også konstatere, at den hvide Mercedes havde kontakt med de forankørende biler kort efter, og så cyklede vi det sidste stykke tilbage til sommerhuset for at få et glas saftevand og en Sun Lolly med colasmag.
Og så vil der sikkert sidde nogen, som synes, at mine eksempler ikke er tilstrækkelige eller vilde nok, og som tænker, hvor jeg dog vil hen med al den trafiksnak. Dertil vil jeg blot sige, at jeg er glad for, at nogle af de utallige oplevelser jeg har fra landevejen ikke er endt værre, for det kunne de sagtens.
Der er selvfølgelige masser af steder og øjeblikke, hvor det er den lille i trafikken, der skal vente og vige, men når vi bevæger os rundt i Danmark, så er det tydeligt, at vi ikke passer godt nok på hinanden og i særdeleshed ikke på de bløde trafikanter. På det punkt, kunne vi virkelig lære meget af Spanierne. Og det er ikke kun i København og ved Rørvigvej. Jeg har cyklet i, og vi har besøgt store dele af Danmark i løbet af sommeren, og oplevelserne er de samme. Så vi behøver ikke nødvendigvis nye love. Vi skal bare lære at vise hensyn. Alle sammen.
Undtagen ham i den hvide Mercedes. Og hvis han kan, så kan andre også. Der er håb forude. Adios!
Morten