UCI-løb i udlandet. Du finder nok ikke noget, der ligger længere væk i mit cykelordforråd. Jeg startede med at cykle i maj 2025, og selvom det udadtil kan ligne, at jeg træner som en supermotionist, ville det være en fornærmelse for andre at kalde mig noget i nærheden af det.
Det var da også derfor, at jeg med en smule skepsis meldte mig til Gravel One Fifty i oktober, bare fem måneder før slaget skulle stå. og fem måneders erfaring og en længste tur på 75 km. Men hvor intet vover, intet vinder… håbede jeg.
Månederne gik, og træningen blev vedligeholdt. Det er jo det første og klart vigtigste step. Dog begyndte realiteten snart at ramme mig, da jeg først fik booket Airbnb’et og begyndte at kigge ind i alle de praktiske ting. De praktiske ting, som jeg må sige glædeligt blev… udskudt… glemt… hvad man nu vil kalde det, fordi de virkede en smule, eller meget uoverskuelige. Det er noget mere omfattende at få fragtet undertegnede og jernhesten til et andet land end en god gammeldags all inclusive-charterferie. Jeg kan jo ikke leve af pizza alle dage dernede… selvom det nu ikke lyder helt dumt.
Dagene op til skulle der selvfølgelig køres lidt for at holde benene ved lige, og i et cykelparadis som Holland er det jo ikke svært at fremkalde min indre MVDP frem mod Gravel One Fifty. Det eneste, der satte en kæp i hjulet, var de umenneskeligt tidlige morgener, som forberedelserne også bød på, da vækkeuret på løbsdagen hed klokken 5.00.
Carboloading er endnu et ord, der ikke lå mig nært inden det her. “Jeg skal bare spise rigtig godt?” Ja, det kan du have ret i, hvis “godt” er den samme risret fem gange inden for 48 timer. Nødvendigt? Nok ikke… men effektiviteten kan man ikke tage fra det. Jeg tog mig da også den frihed at holde mig fra den risret de efterfølgende dage, da det begyndte at smage lidt af det samme. Det er åbenbart ikke så intimiderende, når det egentlig bare handler om at få uhyggelige mængder kulhydrater indenbords. Og det er det.
416 er lykketallet. Eller det blev det i hvert fald fredag d. 24., da det var startnummeret, de gav mig. Til sådan et løb troede jeg, at køen ville være lang og besværlig, så jeg mødte op dagen inden klokken 10 sharp for at afhente nummeret. Jeg kunne godt mærke, at jeg egentlig ikke gad stå i kø i flere timer for det her… så jeg blev da også en smule overrasket, da jeg mødte op, og jeg var den eneste. Var jeg gået forkert? Nej, de andre havde nok bare ikke så travlt. Man tager tingene helt oppefra og ned i Holland, er vel konklusionen.
Jeg fik indtaget de uhyggelige mængder hvidt brød og ris, der skulle til, og så gik tiden jo, og dagen kom. Jeg var ikke så nervøs, som jeg troede, jeg ville være, med alt det der var blevet lagt i det. Det hjalp også, at klokken var 5, og jeg ikke var helt vågen endnu. Dog havde jeg gjort alt fra cykel til tøj klar inden, så jeg ikke havde andet at fokusere på end at få spist og så komme af sted. Og bevares, mine forventninger var da også rimelig afstemte, hvor lidt tæsk kan jeg få?
Jeg fik varmet op ved at cykle hen til startstregen, og så begyndte nerverne at spille ind. At stå i A/G 19-34 startboksen med klart størstedelen af deltagerne var rimelig angstprovokerende, specielt når man godt ved, at niveauet måske ikke helt er til at følge med. Så jeg fik bevæget mig ned i den forreste del af den bagerste halvdel og håbede, at det ville passe nogenlunde.
Jeg fik taget min gel 10 minutter inden start, som jeg havde fået anbefalet, fordi… ja, det skulle være godt eller sådan noget ;). Jeg sigtede efter 95 gram carbs i timen, og det skulle ske med en helvedes masse gels og tre dunke med 90 gram i hver. Så tænker I: “Tre dunke? Hvor mange flaskeholdere har du på din cykel?” Men der må jeg skuffe – det var ikke noget innovativt. Jeg havde som den wannabe-pro, jeg er, fået indstillet min personlige soigneur (min far) til at lange nogle dunke. Det kan jo ikke gå galt… med vores begrænsede erfaringer i både flaskegivning og cykelløb i det hele taget.
Den første time var… mildest talt skrækkelig. Jeg ved, hvad jeg cirka kan holde af watt i seks timer, og pacede derefter. Det resulterede så også i, at jeg blev sat af min egen age group inden for de første fem kilometer og derefter bare blev sværmet af de senere starttider. Mange ting var virkelig fede, men jeg var meget lykkelig, da den sidste førergruppe fra den bagerste startgruppe var passeret, så man ikke hele tiden skulle tænke på det og blive overhalet på små singletracks osv. De her passeringer kostede mig da også et par fine hjul, jeg havde lagt mig på. Man skulle ikke tro, det var muligt med 1500 deltagere, men i omkring 40 km fandt jeg mig selv 95 % af tiden liggende palle alene i verden, før jeg fandt en kompagnon fra en anden startgruppe, som jeg så endte med at køre sammen med i mål. Men før vi kom så langt, var der altså lige 60 km, give or take, mere i den ubarmhjertige hollandske sand.
150 km var allerede 16 km længere, end jeg nogensinde havde kørt, og når kun cirka 31 af kilometerne var asfalt, så var det noget af en omgang. Specielt de lange, dybe sandsektioner trak virkelig tænder ud. Du havde ikke noget valg omkring pacing, det handlede bare om at holde kæden stram, ellers røg du ned. Dog må man jo sige, at det teknisk svære sand til gengæld udgjorde en fantastisk faldmadras, som jeg også selv var nede og teste af en enkelt gang. Ganske udramatisk, da kræfterne var ved at slippe op, og man blev ramt af et moment uden koncentration efter godt fem timer.
Jeg og vedkommende arbejdede godt sammen indtil 10 km til mål, hvor jeg nok må indrømme, at jeg mest var dødvægt, da sandet havde sat sine spor. Vi blev også enige om, at når vi kom i mål, så var én ting at komme af cyklen, en anden var at komme op fra jorden igen. Det var nok det mest sandsynlige sted at ende, hvis vi ikke blev grebet som de professionelle, når vi kom over stregen.
Jeg kom i mål efter 6 timer, 21 minutter og 21 sekunder på en plads som nummer 222 i min kategori. 150 pladser og cirka 1 time og 45 minutter efter en VM-plads… MEN jeg kom hverken sidst eller noget, der mindede om det, så jeg minimerede da, hvor mange tæsk jeg fik.
Og som man kan se på min sprudlende glæde… (eller overhovedet ikke faktisk, der var ikke meget tilbage i mig dér) så var jeg virkelig stolt. STOLT over at gøre noget, som jeg ikke troede var muligt. Helt op til dagen. Ja, faktisk næsten indtil jeg krydsede målstregen. En kulmination af dedikation, obsession og troen på, at jeg kan udrette ting, viste sig den dag i Holland.
Mange ting har jeg prøvet i mit knap så lange liv, men det her må siges at rangere ret højt. Og så danner det jo et fedt udgangspunkt at bygge videre fra, og et resultat, der kan forbedres…
PS… det snart mest imponerende var at jeg greb alle dunke jeg fik langet og fulgte min spiseplan 💪